Ja. Jeg var så fattig at jeg faldt for Lasse.

Kender I det der med ikke at have skidemange penge sidst på måneden? Nej, scratch that – INGEN penge sidst på måneden?

Min dejlige veninde Emma og jeg var i efteråret 2014 så meget på S.U. og tømmermænd, at vi endevendte lejligheden for småmønter, indtil vi til sidst havde ni kroner at tage med i Fakta. Vi købte en pose fryse-pommes. Det var et festmåltid, for jeg havde tidligere på måneden været loaded nok til at investere i en Heinz ketchup.

Så her kommer til alles store tilfredsstillelse historien om, hvordan jeg var så fattig, at jeg måtte date Lasse Rimmer for penge.

Nej, det gør den ikke. Vi havde brug for, at der skete noget andet end druk og fryse-fritter, så vi undersøgte, hvordan man kunne lave noget i København, der ikke kostede en rød reje. Til vores glæde annoncerede DR, at man kunne komme ind og se optagelser til underholdningsprogrammer gratis. Og hold nu godt fast: Der ville også være gratis øl! Needless to say var vi mere solgt på den idé end at jorden er rund. Vi drog afsted og var klar til gratis øl.

Da vi ikke kan strække den længere og er nødt til at forlade den gratis bar for at komme ind til optagelserne, er alle andre end to pladser på forreste række taget, så vi sætter os der. Ind kommer Andreas Bo, Chili-Klaus, en dame jeg ikke kan huske – sorry, not sorry – og Lasse Rimmer. Han vælger så cocky som han er, at velsigne alle på forreste række med et håndtryk. Og så kan jeg altså ikke helt forklare det, women are weird. Eller det er nok bare mig, der er. Det er 100% bare mig der er. Men han havde bare sådan et fast blik og håndtryk, og det var åbenbart lige alt hvad der skulle til.

Så tænker man jo, at jeg må ha’ været pææænt desperat for sådan at være til falds for et håndtryk og selvsikkert blik. Men på det her tidspunkt har jeg kun haft én kæreste. Lidt af en fuckboi, og set i bakspejlet var det egentlig ikke et rigtigt forhold. Jeg var aldrig vild med nogen, jeg var kræsen AF, og jeg var uinteresseret i den meste opmærksomhed, jeg fik. Men da vi gik derfra, sagde jeg til Emma: ’Jeg skal score Lasse Rimmer!’ Hun grinede jævnt meget.

Men jeg var en tålmodig og besluttet satan, for jeg fandt med det samme ud af at han havde en kæreste. Men jeg var optimist nok til at fortælle mine veninder, at ’det jo nok får en ende en dag, og når det gør skal jeg fandeme nok slå til!’

And right I was. En dag så jeg i en avis i bussen, at han var single. Jeg snappede det til mine veninder og var super-tilfreds (Ja, det er en vældig usympatisk holdning til et forlist forhold, men jeg er et højrefløjs-menneske.)

Min BFF og jeg konspirerede i evigheder, til vi en dag havde opdigtet et interview til en opdigtet universitetsopgave, der virkede legitimt nok til, at jeg kunne skrive til ham og bede ham deltage i det. Dét gjorde jeg så. Ups.

Hvordan et imaginært interview blev til en forlovelse, vender jeg tilbage til en anden god gang, så stay tuned, homies. Moralen i historien er jo selvfølgelig, at hvis du er fattig på love and money skal du bare skrabe lejligheden for mønter, købe frostmad, tage ind og se optagelserne til et Jacob Rising program, så får du et dejligt måltid, gratis øl og et kendiscrush, du kan score en dag når han bliver single.

Liar, liar, pants on fire…