Afslørede min løgn til Lasse ved en fejl i en brandert.

Med al den snak om forlovelse og ægteskab er det da vist nok lige på tide, jeg begynder på det der med at forklare jer hvad der skete, efter Lasse gav sit forhold med sin ekskæreste en chance til. Hvis du ikke læste det, kan du gøre det lige her.

Så Lasse var sammen med sin ekskæreste igen. Det var på mange måder træls, for vi skulle ha’ været i Rom en uge efter hun dukkede op og bankede på. Det var en tur, der på ingen måder blev til noget. Jeg var ret irriteret over det.

Altså ikke kun, at jeg gik glip af Rom. Men altså, jeg var lige ved at hive Pokalen i land, og jeg havde aldrig rigtig troet, at jeg overhovedet skulle komme så langt som til finalen. Og finalen er jo som bekendt det allertrælseste tidspunkt at ryge ud på. Men ud var jeg fandeme røget.

Vi havde lidt kontakt her og der. Jeg blev ret hurtigt klar over, at det ikke var fordi X’en var specielt vild med Pokalen. Faktisk ville hun bare virkelig ikke have jeg vandt den, men selv ville hun helst bare have den gemt godt ind i skabet, hvor ingen rigtig så den, og hun ikke behøvede røre ved den. Det var måske det der gjorde mig mest irriteret. Hvem vinder Pokalen for at gemme den væk? Seriøst. Men som mange ved er det en larmende pokal, og den trives skidt, hvor den ikke kan komme til orde, så den besluttede sig ligesom ret hurtigt selv for ikke at tilhøre X længere. Jeg kan godt se at vi er nået der til, hvor metaforen ikke rigtig holder længere, og det mest af alt lyder som en dårlig børnebog med personificering af en pokal. Men han bliver så glad, når han læser hvad for en metafor jeg har valgt til ham, så vi bliver altså ved lidt endnu.

Jeg prøvede at spille lidt kostbar, da Pokalen henvendte sig igen en måneds tid, med noget ’mjaaaa, men jeg ved nu ikke helt om vi bare kan begynde at ses igen efter sådan en afbrænder, det var sidst’, og noget med at jeg ikke vidste, om jeg var helt lige så klar på at ses med ham igen. Fy for satan, der har vi da tydeligvis forholdets anden løgn, før det overhovedet var startet. (Hvis du ikke læste om den første løgn, kan du gøre det her.)

Jeg begyndte langsomt, men sikkert at spille for pokalen igen. Men jeg var heldigvis mest bare i konkurrence med mig selv den her gang. Vi sås meget løst i nogle måneder. Det avlede da også nogle udskejelser fra min side, der helt klart ikke indikerede overfor ham, at jeg var vild med ham. Og det var da så sandelig også derfor jeg udskejede. Jeg synes virkelig, at jeg og min Tinder-generation har fået banket ind i knolden godt og grundigt, at man ikke må virke for desperat. ’Opfør dig som om dine muligheder er åbne’, ’vis ham at du ikke er SÅ vild med ham’. For det er åbenbart den eneste rigtige måde at score. En på 19, altså. Pokalen var bare ikke 19. Så mine ’jeg-viser-dig-lige-hvor-ligegyldig-du-er’ udskejelser var et stort mofo selvmål midt i kampens hede.

Og så endte han på forsiden med en ægte babe. Og mine veninder må ha’ troet at jeg løj om, at vi datede. Åh, Selvmålsdronningen Line.

Heldigvis bevægede vi os alligevel mod noget der var mere ’Pokalen er din’ og væk fra ’mig og Pokalen har det sjovt når vi ses, og det er det’. Og en dag inviterede han mig til Barcelona, så Pokalkampen kunne spilles på Camp Nou. Ej, han vidste ikke, at der var en pokal og en kamp.

Og selvfølgelig, en uge inden vi skulle til Rom, hvem dukkede så op, og ville have pokalen tilbage igen?

Ikke nogen, heldigvis. Og det var ikke på Camp Nou, men over et overflødighedshorn af gin-tonics på en tagterrasse med pool midt i det gotiske kvarter i Barcelona at den endelige finale blev spillet.

Jeg satsede stort i første halvleg. Eller jeg blev så fuld at jeg ikke kunne holde min kæft. For lige pludselig havde jeg, halvvejs druknet i G&T nr. elleve, fortalt ham alt om interview-løgnen og Jakob Rising-programmet. Jeg kunne potentielt set være blevet droppet på gaden og smidt hjem med fly for egen lomme, som selvfølgelig endnu engang var mere tom end hotellets ginlager blev den aften.

Men jeg vandt. Stort. Så snart jeg havde afsløret mit kæmpe crush, så Pokalen sit snit til at stå hos én, der ville have den fremme. Røre den, kysse den, vise den frem og generelt bare sætte ret meget pris på den. Heldigt for mig, at vi vist alle sammen har noget med at lede efter nogen, der er det modsatte af den, vi kom fra.

Det er selvfølgelig alt sammen for længst gået over.

Selvfølgelig er det ikke det. Helt. Endnu. Vi tog flyet hjem næste dag, lige efter vi havde offentliggjort vores forhold på Facebook, som jo praktisk talt er ægtepagten for kærester.