Så jaloux bliver jeg på Lasse.

Jeg tænker lidt, at man bliver jaloux, fordi man reelt set er bange for at miste personen, at man er usikker på, om ens udkårne overhovedet vil være sammen med en, og derfor griber til først øjnede chance for at være sammen med en anden.

Og here’s the deal: Jeg er aldrig I tvivl om, om Lasse vil være sammen med mig. Det lyder for fløde og ‘I believe in love’-agtigt, men seriøst, trods alle de ting der burde ha’ fået ham til at løbe hurtigere væk end Usain Bolt kunne klare det på dope, så gør han det. Ja, jeg ved det: The Lord works in mysterious ways.

Jeg føler at det er på tide, at jeg lige hurtigt orienterer den nysgerrige læser: Jeg er ikke religiøs og jeg har ikke set indersiden af en kirke, siden ældste bonus blev konfirmeret, for juleaftensdag ender det altid med at komme bag på mig, at jeg skal have noget maling i ansigtet, og makeup er jo det tætteste jeg kommer på nogen form for religiøsitet. Det er dermed uendeligt mange gange mere vigtigt for mig end at tage ind og høre lidt om fødselsdagsbarnet i hans fars hus.
Jeg ved ikke hvad det er med mig og mine religiøse referencer. Det har heller aldrig været tydeligere for mig end efter jeg er begyndte at blåkke.

Jeg bliver med andre ord aldrig jaloux på Lasse. Okay, undtagelser har altid regler, som man siger, men det kommer vi til.

Jeg kunne blive hysterisk jaloux på min ekskæreste, men det var virkelig også berettiget. Han syntes det var ret skægt at bolle med sine kolleger. Det var det sikkert også. De opførte sig i hvert fald mindre jaloux. Så hvis du er den jaloux type? Der er håb forude. Det er måske mere din kæreste, der er skyld i det end dig. Eller også er det bare dig, der er totalt jaloux altid. Det kan sagtens være dig, der er et problem. Okay, det er helt sikkert bare dig.

Jeg har aldrig helt forstået de der typer, der nyder at have sådan en dejlig machomand, der så nådigt skåner dem for at opleve hvordan Jomfru Ane Gade (og den slags ukristelige venues) ser ud efter kl 21. For man ved godt de er derude, og man ved godt de bliver totalt smigret over, at de aldrig får lov til ever at gå i byen med deres veninder, for det er jo seriølle, fordi han elsker hende så højt, at han ikke vil miste hende til den første den bedste på Crazy Daisy. OMG, so cute, he’s just, like, sooo into me.

Jeg er så lidt jaloux når det kommer til Lasse, at jeg har sagt til ham, at det er fint med mig hvis han boller med en anden. Jeg vil faktisk helst have det, hvis den slags idéer skulle opstå hos ham. Fuck it out, i stedet for at lade det ligge og simre i hovedet, til du er besat af en eller anden, du bare kunne ha’ knaldet og glemt alt om.

Men han skal sgu ik’ sige til hende, at hun er sød og dejlig, eller noget der bare nærmer sig kærligt. Jeg synes der er så stor forskel på kærlighed og sex, nogle gange hænger de selvfølgelig sammen, men jeg tror, at jeg og min Tinder-generation kan være enige om, at de to ting ofte er adskilt.

Én gang blev jeg dog, til både min og hans store overraskelse, jaloux. Og græd ved bordet til morgenmaden på skiferien. Det stod ret klart, hvor jeg har det fra – for Mamma Hoffmeyer sad der også. Og hun fik hurtigt bedt mig om at tage mig sammen. I got it from my mamma.

Og så forstod jeg godt at det altså er en balancegang. For han syntes, det var lidt sødt, at jeg var bare lidt bange for at miste ham. Det var noget så latterligt som hans gode kollega og kammi, der havde fået en date-invitation, som han havde afvist. Lasse fortalte hvor dumt han syntes det var, at Kammi havde afvist den. For hun var smuk, de to var ret godt afstemt mht værdier og sådan generelt syn på verden, og så havde hun – hold nu fast, for det er her min film knækkede (igen: The Lord works in VERY mysterious ways) – hun havde quotet en sjov film i sin bio på Facebook, og Lasse syntes det var en awesome reference. Det var SÅ lidt sexual, og så meget hende, der var skarp. Og så tudede jeg, og Lasse grinede og grinede, for det havde han kraftedeme ikke set komme.

Jeg bliver ikke jaloux over kvinder han har datet. Men jeg bliver helt klart forfængelig i forhold til offentlighedens forestillinger om yours truly. Jeg blev kaldt ’babe’ og andet guf af tabloidaviserne, da vi blev kærester. Og lad os være ærlige: Den sidste kvinde han datede inden vi blev kærester er definitionen på babe.

Mit spejl er et af den slags, som alt for mange kvinder åbenbart også har fucket deres liv op med. Det er som om det er ekstra awesome til at vise mig alle de ting, jeg godt gad var bare lige den lille smule anderledes. Tag ikke fejl, jeg kan altså virkelig godt (læs: måske for meget) li’ mig selv. Men vi har alle sammen issues – og hvis det er nyt for dig, så er det her åbenbart den første blog, du nogensinde læser og så er jeg glad for at være din første 😉

Guldlok-issues, ing? Alt for mange ting, der er lige lidt for lidt eller lidt for meget og ikke bare lige tilpas.

Jeg magter ikke stille mig op på den røde løber og afsløre for hele verden, at jeg ikke har ’the babeness’, folk åbenbart tror, jeg har. Jeg er 180 høj og har kæmpestore bryster, og den combo har jeg haft kørende i nogle år. Når man er bygget sådan i en alder af 15, altså, når ens krop ikke bare kører vokse-spurt på boobs-fronten, men SAMTIDIG lige sørger for at skyde det hele op i øjenhøjde på resten af verden, så begynder man stille og roligt og uden sådan egentlig at tænke over det at bøje sig lidt forover for at skjule hele miseren.

Det har affødt en ret akavet og dårlig holdning, som jeg arbejder på med min personlige træner… og det er så skide hårdt, at han nærmest gør det med livet som indsats, for jeg kan blive pænt indædt og hidsig, når man presser mig. Og når han griner af mig og kalder mig en basic bitch. Han er i virkeligheden den eneste i verden, der kan magte at træne mig, og han fortjener en fucking medalje for altid at tolerere og grine af mig når jeg siger ting som ’yeah, sorry bro, det er bare ikke i min natur at komme til tiden’ eller råber at jeg hader ham mens han siger, at jeg skal lave et squat til.

Derudover har jeg hofter, der en gang resulterede i, at min papbror, en dag efter en bytur, mens jeg lå på siden i sofaen med min kæmpe hofte lige i vejret, spurgte om jeg var faldet i byen, for jeg havde sgu da en kæmpe bule lige der. Det var min hofte. Tak for det, Steffen.

Nå, men hvad jeg siger er, at jeg virkelig ikke er nogen stick-figure, og som I kunne læse her, har jeg også lige lovlig mange pommes og bland-selv slik omkring navlen.

Lasse er heldigvis jævnt uenig med mit spejl, og han er right there til at sørge for, at jeg ved det hver eneste dag. Og jeg kan altså ikke fremtvinge jaloux-genet lige på den konto, for det kan godt være han en dag skulle mene at det kunne være rart at få tilfredsstillet et fysisk behov for noget action med en stick-figure-agtig dame, men det ville han bare ikke elske mig mindre af at udleve.

Desuden virker det til, at han synes det er mere nice og kodyl fedt at vide, at han har muligheden, end han egentlig har lyst til at udleve den. Det er alt sammen skide snedigt.