Verdens kedeligste baby?

Siden mit første indlæg, som jeg skrev igår, har jeg fået så mange henvendelser på Facebook, mail og Instagram, om hele mit sygdomsforløb – så jeg tænker at vi lige tager den fra begyndelsen, og så samler jeg op og fortæller videre en anden gang.

Jeg bliver tit spurgt til sygdom, til mit hjerte og helt ærligt, så er jeg god til at snakke om alt. Alt andet end det.

Medlidenhed giver mig kvalme, og selvynk smider lige en ’dagen-efter-40-tequila-shots’ følelse oven i kvalmepuljen. Den første ting, medlidenhed, føles uundgåelig, når emnet kommer op, og den anden, selvynk, frygter jeg bare, at folk tilskriver mig. “Hun må da have bare lidt ondt af sig selv?” Derfor magter jeg aldrig rigtig at tale om det. Med undtagelse af de nattetimer, hvor 40 tequilashots hjælper alting på gled, altså.

Det er nemmere at skrive om det, for så skal man ikke konfronteres med de medlidende blikke, de dæmpede, indfølende stemmer eller akavede stemninger, som altid skvulper rundt i kølvandet på det ellers så muntre emne.

Jeg var kun ni måneder gammel, da de konstaterede at mit hjerte var vokset for stort – maybe she’s born with it, maybe it’s Maybeline. De kunne ikke rigtig finde ud af, om symptomerne skyldtes en virus der havde sat sig, eller om det var noget medfødt. Jeg var i hvert fald bare skide syg.

Min mor havde længe søgt lægehjælp uden resultat. I dag arbejder hun i finansbranchen, men oprindelig er hun uddannet sygeplejerske, og hun kunne nemt se, at noget var pænt meget out of bounce. Jeg var relativt pludseligt blevet mimikfattig, stille, for tynd, blank og basically en pisse-kedelig baby. Alarmklokkerne ringede lige som hos Mamma Hoffmeyer og dermed også far, for han var klog nok til at lytte til sit barns løvemor og ikke sit barns ‘slap-nu-af-læger’.

Men da alle de oplagte diagnoser kunne afvises, blev hun bare sendt hjem af læge efter læge med forvisninger om, at ‘børn jo har det svært når de starter i dagpleje, og derfor har de brug for meget søvn og ro’. De kendte mig obviously ikke. Og for de af jer, der heller ikke gør: Jeg har fra første dag været larmende og livlig. Mildest talt. Det eneste de fik ordineret af de mange lægebesøg var en heavy dose of chill pills.

En dag skulle hun selv til ørelæge. Hun havde kedelig-baby på slæb og ørelægen sagde, at hendes baby havde en hjertefejl, for hans hjertesyge barn havde haft præcis de samme symptomer, og han gav hende en henvisning til en kardiolog.

Da de fik mig scannet, fik de at vide, at jeg ikke kom med hjem igen. Og sådan sluttede den historie.

Ikke.

Vi boede i Nordjylland dengang. (Og ja, jeg kan stadig tale med Danmarks allerfineste og mindst prætentiøse dialekt, nordjysk.) Så det var på Ålborg Sygehus mine forældre har tilbragt, hvad der må have føltes som en hver forældres to-og-en-halv-uge-lange mareridt.
Men Ålborg sygehus leverede hurtig medicin og behandling, som fik mig op i tempo, og mine forældre kunne tage deres nuttede baby med hjem, nogenlunde sund og rask og meget mere livlig og ukedelig.

Jeg mærkede ikke noget til det show i omtrent 14 år, udover årlig kontrol som altid var a-okay. Men pubertet og hjertefejl viste sig at være en ret ringe combo, så der begyndte den helt store forestilling.

Den historie om, hvordan teenage-hormonerne langsomt begyndte at slå mig ihjel, skal I også nok få snart.

Ukedelig baby type, færdig med sygehus for de næste 14 år.