Here for a good time, not a long time.

I’m here for a good time, not a long time.

Jeg kan godt lide den sætning, måske fordi man oftest ser den brugt i sjove sammenhænge. Som teksten til et superplat meme, der handler om at ens venner drukner én i 60 kroners vodka fra Fakta. For det platte lag sætningen har fået gør, at jeg kan tage den til mig uden jeg gør det enormt højtideligt. Mere bare en sætning jeg bruger til at kunne grine af, at jeg kommer til tjekke ud fra verden lang tid før, jeg fylder halvtreds.

For panikken er ikke over, at jeg skal vinke tidligt farvel til alt det jeg kan li’. Panikken handler om, hvordan jeg når alt det, jeg kan li’. Og jeg kan li’ så meget. Så hvordan gør man? Sørger for at nå hele festen uden at gå glip af en anden fest? Det kan man jo nok ikke, og det er den sværeste erkendelse for en født FOMO som mig.

Jeg bor i Lasses hus i forstaden. Et hus han har købt med sin ekskone, boet i med sin ekskæreste, og nu huser mig i.

Lasse er 46. Han er introvert, og han elsker at spise på Michelin-restauranter.

Jeg er 25 (going on 26 – fuuuck!), ekstrovert (AF), og jeg hader gourmetmad, men elsker frikadeller og sovs.

Lasse sagde på et tidspunkt, at vi nok skulle nå det hele på den halve tid, se de syv vidundere, bestige et bjerg og besøge landsbyer i Afrika.

Men jeg skal ingen steder for at nå det hele. Det hele er lige her. Mine bedste veninder som driller mig, fordi jeg snakker for højt når jeg er fuld (og let’s be real, når jeg er ædru), min kæreste som vil give mig det hele på den halve tid, min familie som altid lader mig være festens midtpunkt, mine bonus-piger som jeg irettesætter for meget, fordi jeg vil have, at livet bliver sødere ved dem end nogen andre, og min lille hund William som gør for meget. Det er dem jeg vil nå. Og jeg vil nå dem så mange gange, at det ikke er muligt. Livet kommer bare ikke til at give mig tid nok.

En dag drikker de 60 kroners vodka fra Fakta uden mig, og det bliver rart for dem, at der er lidt mindre larm, lidt mindre tidspres, lidt mere opmærksomhed til de andre i familien, lidt færre irettesættelser og lidt mindre ’SÅ HOLD DOG KÆFT, WILLIAM!’

Og det værste jeg ved er, at jeg ikke skal med til den fest.

Indtil da skal jeg med til så mange som muligt. Man kan ikke leve sit liv med en frygt for at dø og gå glip af noget, og man kan ikke hele tiden fortælle sig selv, at man ikke må misse en fest. Balancen er sgu lidt svær at finde. Men så igen, jeg har heller aldrig haft noget godt balancepunkt med mine 180 centimeter og ikke-eksisterende motoriske evner. Men jeg kommer til at skrive en hel masse om at prøve at finde den.

Så stick around, hvis du vil følge med i Linedansen.