Om dengang jeg døde.

Nå. Det der med at jeg engang skulle have et nyt hjerte har jeg vist trukket lidt I langdrag. Jeg efterlod historien lige inden jeg kom på venteliste – hvis du ikke læste det, kan du gøre det lige her. For et lidt mere omfattende overblik over historie, får i lige en kronologisk kapitelguide her:

Og nu til femte kapitel. Jeg var altså på den dersens venteliste til ny en blodomløbsmotor. Og som det er med reservedele var det også med den her: Den skal lige hjem før den kan monteres. Desværre er organer sgu ikke lige noget man ringer til lageret og bestiller. Det er noget man håber folk melder sig til at donere til lageret.

Jeg kom på ventelisten i juni. Og i februar fik jeg et nyt hjerte. Men inden da nåede jeg rimelig langt ud i sygdomstovene. De første måneder havde jeg det bare dårligt. Jeg sov i noget der lignede atten timer i døgnet, og jeg havde sådan en lækker følelse i hele kroppen af gennemgående smerte. Mit hjerte kunne bare ikke mere, og for de knap så anatomisk anlagte: Det påvirker resten af kroppen jævnt meget når lige den reservedel står af.

Jeg prøvede virkelig at leve upåvirket, og jeg må have været verdens stædigste teenager, for jeg kom ud og drak øl i weekenden. Det var selvfølgelig med taxa lige til barens dør, og ind og sidde ned med det samme. Men jeg gad ikke rigtig gå glip af det, for der var ikke nogen garanti på, om den reservedel ville ankomme, før det hele ville være totalskadet, og jeg så ville gå glip af alting.

I december begynder det at være lige meget, hvor stædig jeg var. Min krop er ved at lukke ned. Og jeg ender med at bo mere på Skejby Sygehuset end hos mine forældre. Jeg får på mærkværdig vis skrevet SRP opgave fra hospitalssenge, med slanger og drop i hænder og hals, men jeg bestod sgu.

Jeg kom lige hurtigt hjem til jul, og det var IK’ nogen succes. Vi holdt det i min fars sommerhus. Hans tre søskende har hver deres sommerhus lige ved siden af. Så vi bor 200 meter fra hinanden. Alligevel måtte min far bære mig over til min onkels hus, hvor vi spiser julefrokost første juledag. Jeg spiser en halv fiskefilet. Og hertil skal det altså lige tilføjes, at når ens krop arbejder med en motor der for længst var klar til skrot, så har den ikke brug for NOGEN ekstra belastning. At all. Og det var mad. Det var ekstra materiale den skulle forholde sig til, og lad os lige være enige, den havde allerede nok at forholde sig til. Så jeg dejser mere eller mindre om midt i Nordjylland på grund af en fiskefilet. Og det var da sikkert tæt på, at den rødspætte ikke var det eneste der måtte lade livet for den julefrokost. Så jeg skulle ikke hjem til Vejle, men hjem til Skejby.

Den er fandeme ikke god på det her tidspunkt. Så min læge Henning, der kender mig godt, siger at jeg skal have en lille handy hjertestarter indopereret, fordi det lige som er et spørgsmål om tid før motoren brænder sammen. Og der bliver jo ikke kørt langt når sådan en sætter helt ud.

Min pumpeeffekt var så lav på det her tidspunkt, at det ikke giver mening at jeg er stående. Nu er jeg sajøst ik’ læge men ifølge informationer jeg bliver tildelt på det her tidspunkt, er alment fungerende menneskers pumpe effekt omkring de 80-90 procent. Min var under 25. Og den var sat’me ikke stigende.

Jeg prøver lige at lave snigeren på Henning. Det plejede seriøst at virke. Sige ting som ’ej helt æææærligt, jeg har det jo mega godt’ eller bare ’næh, i kan ikke tvinge mig’. Det virker måske lidt underligt, når der står læger, der bare vil hjælpe én, men jeg var atten, og overbevist om at jeg kunne klare alting. Og at enhver operation var en fejl og noget der ville fucke med mit selvbillede. Men han fik på underfundig vist overbevist mig om, at jeg skulle have den dér lille tændstikæske af en hjertestarter ind under huden.

Det var nytårsaftensdag. Fra 2011 til 2012. Det var mit livs fedeste nytårsaften, jeg var nyopereret og i selskab med min mor, og alle de andre 50 år+ patienter på hjerteafdelingen. I kan nok forestille jer, hvor vildt det var! Nå jo, min ekskæreste var også forbi en halv time om eftermiddagen, og sagde han skulle skynde sig hjem fordi han skulle til fest. Det gjorde jo aftenen meget bedre, fordi man ikke skulle forholde sig til at være misundelig på alle sine venner og sin kæreste, der skulle have ukristelige mængder champagne. Okay, det er småligt at lyde bitter her seks år efter. Det er jeg faktisk ikke. For i dag har jeg en kæreste, som ikke af ti vilde heste ville kunne tvinges ud af sygehuset, hvis jeg skulle være der.

Jeg fik lov at komme hjem, og i den første uge af det nye år tager jeg i skole nogle timer om dagen. Min studievejleder på gym, Jørgen, havde nemlig arrangeret det således at jeg kunne gå i skole på halv tid, og så nøjes med at tage et halvt år ekstra, frem for et helt. Han var jo faktisk sammen med Henning the real mvp. Og hvorfor var Henning det? Jo, han reddede sgu mit liv.

For seks dage efter nytårsaften står jeg foran Rødkilde Gymnasiums slikautomat og skal købe draculabolcher til mig selv og mine piger, som var på toilettet. Vi skal se film i næste time og vi skal have bolcher. Lige pludselig kan jeg ikke fokusere på bolcherne i automaten. Der bliver sort rundt om dem, og det ligner at automaten er på hjul, og pludselig triller længere og længere ind i en sort tunnel. Bam. Så døde jeg.

Jeg vågner igen – af gode grunde kan jeg sgu ikke sige, hvor længe efter – under et bord ti meter fra slikautomaten. Jeg er badass forvirret. Min første tanke er, at jeg har lagt mig til at sove på kantinegulvet og nu er vågnet fra en lur, og hvordan jeg dog har kunne gøre noget så grund pinligt. Der står ti mennesker omkring mig, min veninde Juliane, og ni fremmede. Det snurrer over alt i min krop, og lige pludselig kan jeg regne det ud. Jeg tager min telefon og ringer til mine piger ”Jeg har lige fået stød!” De forstår af gode grunde ikke en skid af hvad fanden det er for et stød jeg har tiltusket mig, så Juliane tager telefonen og får dem til at komme.

Jeg bliver selvfølgelig kørt på sygehuset, jeg er på det her tidspunkt jævnt sikker på at jeg har haft hjertestop og at min lille tændstikæske har startet det igen. Men der er også lige ti procent af mig, der tænker ’Ok. Det her bliver så pinligt hvis det viser sig at jeg slet ikke har været presset fysisk. Den lille hjertestarter er nemlig også en lille computer, så uden den skal hives ud af brystregionen, kan lægerne se, om der har været nogen form for motorstartsaktivitet.

Det havde der fandeme. Og Motoren var done with. For den ville ikke i gang igen. De kunne aflæse at den havde forsøgt at starte det op tre gange, før det faktisk lykkedes. Så kæmpe skud ud til Henning, der seks dage før jeg skulle have været død, fik mig overbevist om sådan en lille ekstra-udstyrs-pakke.

Jeg ville så gerne kunne sige, at jeg havde set lyset, og følte mig hjemsendt til gud, så paradiset eller andet godt, som i gerne vil høre. Men det var bare fucking sort. Jeg vil ikke vriste drømmene fra jer, for det kan jo reelt set være, at jeg bare ikke kan huske det. Man husker jo heller ikke alle drømmene. Det eneste jeg husker, var den tunnel automaten kørte ned i, og nogle sekunder, hvor jeg bare var fri for at have ondt overalt. Men nej, jeg husker hverken at hilse på gud, eller min afdøde bedstemor.

Jeg udskrev mig selv fra sygehuset efter de havde aflæst den. Det kan forekomme lettere sindsforvirret, og trust me, det var jeg. Men jeg ville egentlig bare gerne på Bones og spise salatbar og spareribs med min mor og min kæreste, og føle at jeg var helt og aldeles normalt. Og helt ærligt, nu vidste vi jo, at tændstikæsken virkede, så hvad kunne der egentlig gå galt?

Der skulle heldigvis kun gå lidt over en måned før jeg fik et nyt hjerte på det her tidspunkt, men det havde da været hensigtsmæssigt, om jeg havde fået det før den her lille ’fun-ride’. Det havde jeg måske, hvis der havde været lidt flere, af dem der egentlig gerne vil donere, der havde husket at melde sig som ind i organ-registeret.

Hvis du er én af dem, skulle du tage og fiske dit nem-id op af pungen og tilmelde dig LIGE HER.