Dødsyg i Dublin

Okay, okay, okay. Det er vist som om jeg fik parkeret alt hvad der hedder hjertesygdom lidt efter indlægget ’Ukedelig baby rammer puberteten’. Lad os da lige cruise videre i det super nice spor igen!

Efter ottende klasse og Red Bull-kuren til mit skod-hjerte kørte det faktisk fint i nogle år. Jeg døjede lidt med vand i lungerne, og så kunne jeg ikke dyrke sport, men ellers var det vist fint. Faktisk helt indtil jeg var 18 virkede det som et jævnt smooth ride, det der med at holde sig i live.

Men en aften skulle jeg i byen med min veninde Soefe. Nej, det er ikke en typo. Hun er nemlig så dejligt et menneske, at hun formåede at stave sit navn således, da hun på en vild og tovlig festival ville købe sig en hoodie, hvorpå hendes navn skulle printes. Jeg kan desværre ikke sige, at jeg var med til den redelighed, men hun har ikke heddet andet siden, så jeg kan faktisk dårligt huske hvad hun er døbt.

Soefe og jeg skulle altså i byen. Men vi havde ikke noget ride, så vi skulle gå fra hendes hus i en flække lidt uden for Vejle og ned til den lokale station. I alt for lidt tøj, for vi gik i 2.G., og en smule januar-frost skulle ikke få os til at tvivle på vores værd. På vejen derned kan jeg lige pludselig mærke det der lækre bjerg skyde op midt i solar plexus igen. Men jeg havde min korte kjole størrelse stram-t-shirt-trukket-lidt-ned-over-røven på, og Vejle skulle fandme se den og alt det, den næsten dækkede, så jeg prøvede ihærdigt at overbevise mig selv om, at det måtte være en fejl. Vi missede toget, fordi jeg måtte tage så mange pauser. Ikke at det forhindrede Vejle i at se vores inderlår – vi ventede sgu da bare en time på stationen.

Hvad der ellers skete den aften er desværre ikke værd at skrive om – så vild en nat i byen får man åbenbart ikke, når kroppen kører på vågeblus

Så klip til marts samme år. Vi tog på studietur til Dublin. Og vi glædede os pænt meget. Der er bare det med bjerge, at de sjældent flytter de sig ud af flækken, og mit solar-plexus-bjerg var ingen undtagelse. Men som det er med 18-årige festglade typer, var det også med mig. Jeg nægtede at acceptere at jeg havde et problem. For jeg skulle fandeme til Dublin. Så der sad jeg midt i Irland og skabte et overtræk på hvad der i sidste ende skulle blive 10.000 kroner.

Jeg fik sgu hverken mad eller souvenirs for alle pengene, så på mange måder har jeg nok gjort en rigtig dårlig handel. Til gengæld fik jeg taxature nok for en hel levetid. Jeg kunne vitterligt ikke gå to skridt uden at knække sammen. Så hver gang vi skulle bare 500 meter, hoppede jeg i en taxa og tog et smooth ride sammen med Soefe. Og jeg freaking hadede det. Jeg var så bange for og overbevist om, at alle troede jeg var luddoven.

Men det var jeg ikke. Og midt i en park faldt jeg om og tog min sidste taxatur i Dublin – lige til sygehuset, akkompagneret af min historielærer Esben. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det slet ikke lige hvad man drømmer om, når de andre skal ud og klubbe den i Dublin. Men sådan blev det.

Her må jeg da lige knytte det fedeste af det hele til historien: iPhones var lige kommet ud på daværende tidspunkt – og gæt hvem der havde sådan en? Ja, sgu da ikke mig. Soefe! Og som den dejlige veninde hun var, gav hun mig den med på sygehuset, så jeg kunne spille spil. Yes!

De irske læger mente, at jeg havde brug for en operation. Nu! Jeg mente, at jeg havde brug for at blive udskrevet og rejse hjem sammen med klassen som en helt almindelig, ikke-syg teenager. Så jeg måtte skrive under på, at min stædighed var vigtigere end deres omfattende medicinske ekspertise, og at det var 100 procent på eget ansvar, at jeg bare skred, uopereret og stadig lige syg, billedet viser meget godt hvordan jeg forholdt mig til sygdom i Dublin.

Hjem kom vi. Og jeg insisterede på at gå i skole. Mit gymnasium var i to etager og det var desværre for meget for mig, så jeg fik en chip til gymnasiets eneste elevator. Jeg syntes at det var hjernedødt pinligt at tage den. De eneste andre, der gjorde det, havde gips på benet og den slags supersynlige handicaps. Mig? Ej, jeg magter bare ik’ lige trappen op til første. Så jeg hev altid en af mine fem piger med.

De hadede det lige så meget som mig. Men de var nogle freakin’ awesome veninder, for de gjorde det, og de gjorde det til en sjov ting. Vi endte med at kalde den ’Elli’ og efter hver pause skulle vi lige finde ud af hvem af os, der skulle på tur med Elli. For grunden til at de hadede den, var ikke at det så pinligt ud men fordi der ikke var plads til mere end to. Og det var der i virkeligheden heller ikke, og den ene af de fem havde det med at prutte enormt meget under tilspidsede forhold, så der var ligesom det. Derudover kom vi altid for sent til time, fordi den altid gik i stå halvvejs oppe. Sådan set i bakspejlet var måske præcis derfor de alligevel godt gad at tage den med mig?

I mellemtiden prøvede jeg at bestå køreprøve, så jeg kunne agere ride for mig selv, og måske prøve at stoppe med at tage taxa rundt til alting. (Vi skal på nuværende tidspunkt lige være helt og aldeles enige om, at det ikke var på bordet at tale om at jeg bare sådan generelt lod være at tage af sted til ting, så var mit liv vist først blevet en tough ride).

Men jeg var simpelthen, hvor utroligt det end lyder, for syg og svag til at håndtere en bil med servostyring, så jeg dumpede første forsøg med bravour. Vejles taxachauffører skylder mig sgu stadig en form for takke-monument ved åen for det tilskud til deres indkomst, det førte til i de kommende måneder.  Ikke noget stort. Bare sådan en ”tak for at vi kunne komme til Kreta med familien den sommer” og så måske en statue af mig i den der kjole.

Taxa og elevator rides fortsatte lidt endnu, men de blev færre og færre. For til sidst blev det sgu for stor en anstrengelse bare at slæbe mig ud i taxaen – snak om teenagesløvhed, huh?

Og så gik den ligesom ikke længere og jeg kom på venteliste til et nyt hjerte i juni måned.

Og lige om ikke så mange dage, får jeg skrevet noget om det med at vente på et hjerte.

Spoiler alert: Jeg var en af de superheldige, der ikke ventede forgæves. Det vidste jeg bare ikke selv endnu.