Om aldrig at være Lasses første prioritet

Jeg bliver ofte spurgt til at skrive noget mere om at være bonusmor. Det vil jeg også gerne, men jeg synes ikke det helt er mine unger at skrive om. I må ikke misforstå mig; jeg elsker dem højere end romkugler, bajere og frysefritter tilsammen og så hundrede gange mere. Men det er ikke mine børn.

Derfor kan jeg selvfølgelig sagtens skrive om det at være nogens bonusmor. Jeg synes det er skønt. Jeg elsker det. Jeg ville synes det var vildt, hvis det var hver dag af mit liv. Men de er her lige under halvdelen af tiden, og den anden halvdel savner jeg dem helt ind i mit romkuglehjerte og min pomfritknoglemarv. Det er sjovt at have sådan et fifty-fifty liv, for vores hverdag er så anderledes, når de er her, end når de ikke er her. De fik sig for eksempel et gedigent chok, da det for nyligt gik op for dem, at Lasse og jeg ikke sætter os til bordet og spiser varm mad specielt ofte, når de ikke er her. Når de ikke er her, er vi nogle rodehoveder. Både med huset, men også med struktur, spisetider, træning, sovetider, og tv-tid er som regel på nogle atypiske tider, modsat når de er her, hvor dagen er ret struktureret omkring det ur, der hænger i vores køkken-alrum.

Jeg bliver som sagt tit spurgt ind til det. Det er ofte spørgsmål, der går på, om det er nemt. Det synes jeg. Men det er også fordi jeg havde gjort mig én enkelt ting klart, inden jeg overhovedet tog på første date med Lasse. Nemlig rangorden. Jeg vidste allerede inden Lasse og jeg skulle på vores første date – som du kan læse om her – at han havde børn. Så det var en del af mine overvejelser.

Helt grundlæggende, og som den regel bonusforælderlivet afhænger ultimativt af, havde jeg besluttet mig for, at hvis vi fandt sammen, kunne jeg godt leve med aldrig nogensinde at komme i første række.

Hvis du er, ønsker at blive eller har udsigt til at blive bonusforældre må du vide, at du ALDRIG kan komme i første række. Ever. Og det er godt. For det er ikke sundt for hverken dig eller kærestens barn, at du bliver en højere prioritet end afkommet.

Det lyder måske hårdt, men selv hvis du bare har en almindelig kæreste, kan du altså heller ikke regne med bare at være ubetinget i første række. Lasse er heller ikke ubetinget min første prioritet. Han deler pladsen med min familie, hans børn og mine veninder, men det kommer altid an på situationen, hvem der kommer først. Det gør det ikke med børn. Et menneskes børn kommer før dig, uanset situationen. Okay, han kan nok finde en babysitter, hvis du er blevet kørt ned af en lastbil og nu sidder på rigshospitalet med bar røv, fordi dine bukser sammen med højre ben blev totaltskadet. Men mentalt er børnene først.

Jeg har haft meget nemt ved den erkendelse, fordi mine forældre blev skilt, da jeg var selv atten. Så jeg er meget bevidst om de nye relationer. Jeg var pivhård i spyttet over for egen far; min søster og jeg skal ALTID, ALTID, ALTID komme før en eventuel kæreste. Det var der selvfølgelig ikke grund til at fastslå, for jeg har en god far, så det har aldrig været et spørgsmål. En far og en mor skal for altid sætte deres børns behov før en ny kærestes, og ellers er de ikke gode forældre.

Det har ikke været noget jeg skulle lære mig selv at tænke eller øve mig på. Da jeg mødte Lasse havde jeg det instinktivt sådan. Det er måske også biologisk, for har man ærlig talt selv lyst til en mand der er så pisse røv’et at han kan sætte en ny kvinde før sine børn? Personligt – nej. Jeg synes det er pisse usexet, og det er vattet af helvede til. Hvis en mand står op for sine børn og gør det klart, at de altid vil komme før dig, ved man, at han har integritet. Han har de rigtige værdier, og han beskytter sine børn, og evolutionsmæssigt er det nok også bedst for os kvinder at vide. Det kunne jo være vi selv fik børn med ham, og det kunne jo være der skete os noget efterfølgende. Så er vi nødt til at vide, at børnenes far altid vil vægte dem højere end den næste unge, dumme blondine, der har set ham i TV og nu gerne vil være kærester med ham.

Børn skal komme først, og så må vi tage ud at drikke kaffe med veninden, mens han giver dem eftermiddagsfrugt, hvis det bliver for meget. For noget af det gode ved at være bonus-forældre er nemlig også, at man ikke har helt de samme forpligtelser. Du kan godt tage ud og drikke kaffe og lade ham tømme madkasser uden dårlig samvittighed, det er jo trods alt ikke dig, der har besluttet at få børn. Du er bare faldet for en mand med.