Idiot overfor idol part ll

Nå, jeg teasede jo på instagram for, at I nok skulle få en beretning om lørdagens upfuckning, og den kommer selvfølgelig nu.

Jeg har, som man kan konstatere i tidligere indlæg – du kan læse det her – ikke skide mange store helte, der som sådan kan paralysere mig. Men Annika Aakjær kan.

Hendes sange er for mig, hvad Tokio Hotels sange var for større række teenagepiger i nullerne. Jeg får føleren på, og hun rammer mig lige dér, hvor det vist er meningen, man skal rammes af musik. I kan jo for eksempel lytte til min yndlingssang Tæt På, hvor hun blandt andet siger “jeg aner ikk’ om det er rigtig forstået, men jeg prøver på at glemme de chancer jeg ik’ har fået, og alle de ting jeg synes jeg sku’ ha’ nået, det jeg ik’ ka’ bære, det lægger jeg lige her.” Efter min mening den bedste tekst, der findes og min helt klare go to, hvis jeg nogensinde skulle ha’ tatoveret et citat fra en sang. Eller I går og Skulder ved Skulder, der pænt meget opsummerer, hvordan jeg selv har det med min bedste veninde. Dobbelt A, der handler om Aalborg, men rammer mig lige midt i mit Vejle-hjerte, og Jeg er stadig smukkere end du nogensinde bli’r, der gør mig melankolsk og får mig til at savne barndom og Barbier. Der er selvfølgelig mange flere, og jeg har lyst til at citere hele Tæt På teksten, men nu er I vist ikke kommet for at læse sanganbefalinger.

I kom jo for at høre hvor skrækkeligt jeg igen skabte mig, og I bliver æk’ snydt.

Nadia og jeg er til koncert i Odense med min dronningen af tatoverbare citater, der går en fem-seks Albani-pilsnere forude for koncerten, det er klart, og hvis det ikke er klart, må jeg lige vende tilbage til sangen, der fortæller vores venskab bedst, Skulder ved Skulder, hvorfra budskabet om bajer bør være pænt tydeligt.

Vi står bagerst, og vi er ikke generte. Det er jeg generelt aldrig, men endnu mindre efter sådan et par lækre Albanier. Nede bag ved står, foruden Nadia og jeg, koncertens lidt ældre publikum. Og de fik sgu nydt en god koncert med os. Eller nydt og nydt, den var i hvert fald med os. Vi skreg og skrålede, følte den og dansede. Det var så rart, og jeg gider ikke diskutere med jer, der siger det ikke var hensynsfuldt. For helt ærligt, så er jeg sikker på, at jeg har været fan af Aakjær længere end det midaldrende publikum, der opholdt sig bagest i lokalet, sammenlagt har været. Jeg var til koncert med hende med Lasse engang også, men i hans selskab er jeg altså en mere civiliseret udgave af mig selv. Nadia og Albani har modsat effekt, og jeg har pisse glædet mig til at kunne skråle med på alle hendes sange. Okay, undskyld Hr. og Fru Danmark, at jeres æstetiske koncert måske blev ridset lidt i lakken af vores skønne røster, men jeg lover jeg ikke kommer ud i jeres sommerhus og ødelægger det, hvis I sætter pladen på, mens I nyder en god cognac.

Da koncerten er slut har jeg i sagens (min) natur smidt mit nummer til garderoben væk, og boss-pigen bag garderoben vælter nærmest sin søde kollega og råber: “HVIS DU HAR SMIDT DIT NUMMER VÆK KAN DU FÅ JAKKEN NÅR ALLE ANDRE ER GÅET!”. Den lidt sødere og knap så regelridende kollega var nemlig ved at give mig min jakke, da jeg kunne pege den ud, beskrive lommernes indhold, og dels også fordi hun tydeligt kunne huske da jeg, tæt bedugget, havde indleveret den, mens jeg svajede på benene og kvitterede med et fint fald, da hun havde taget imod jakken. Men nej, bossen besluttede, at jeg ventede. Til alle havde fået deres jakke. Det gjorde jeg så.

Nadia og jeg går ned i baren og køber en øl, mens jakkerne bliver revet væk, fordi det manglede vi da. Annika Aakjær står og tager selfies med andre og mere ædru fans, og jeg holder mig langt væk. Jeg ved nemlig godt, at jeg for fuld, og min tunge bliver en stor, slatten klump vat, hvis jeg bevæger mig hen mod selfiekøen. Endelig får jeg min jakke, og den udrukne øl vi lige har erhvervet os må naturligvis med os videre. Men vi bliver stoppet og bedt om at finde plastickrus, da vi ikke kan tage flaskerne ud. Mens jeg underholder dørmanden med, at sådan et finder jeg da bare, og det har jeg sgu den fuldeste forståelse for, og at han sandelig må forstå at det ikke var for at genere, hører jeg en stemme, der råber: “HEJ LINE!” Jeg ved godt, hvem Line er. Så fuld er jeg ikke. Det er mig.

Jeg ved også godt hvis stemmen er, for jeg har hørt den synge og sige vanvittigt sjove ting på en scene i halvanden time på det her tidspunkt. The fuckening. Jeg er heldigvis stadig nok ved mine ‘fulde’ fem, til at regne ud, at den her interaktion kun kan gå én vej, og det er ned. Det gik den jo så også. For jeg havde min imponade på, mere end jeg plejer. Hun er for vild på Spotify, men tyve gange mere i virkeligheden, så det havde endnu engang ramt mig hårdt.

Jeg går derefter målrettet, bevares, måske i en ulige bane, hen til min heltinde og siger: “Tak for en god koncert. Jeg er bare for fuld til at føre en samtale.” Og så marcherer jeg ellers demonstrativt ud derfra – Line has left the building.

Som om hun har, vi kommer nemlig ikke langt før Nadia kigger på mig og siger, at det her simpelthen bare var for pinligt. Og det kommer altså fra kvinden, der så mig synge Simon & Garfunkel til karaokeaften i Egypten. Så jeg gør det eneste forkerte og går tilbage for at fucke situationen endnu mere op.

Jeg stavrer ind og spørger om at få taget et billede, for det er ligesom dét jeg kan komme i tanke om som en almindelig ting at sige til en, man er fan af.

Men for fanden, hvor skulle Nadia ha’ skaffet mundkurv til mig inden genbesøget. For selvfølgelig holder jeg ikke bare kæft og smiler, mens der bliver taget et billede. Jeg beretter. Vidt og bredt. Om egne evner til at skrive indlæg. Om hvor skønt et indlæg jeg allerede havde skrevet om hende, og at det da bare var så sjovt at jeg kunne vende min akavede oplevelse sidste gang til en stor blog-succes. Folk var jo bare vilde med det indlæg, måtte hun altså forstå. Jeg tror, det var et forsøg på at gøre det mindre pinligt. Men jeg kan altså ikke redegøre for hvordan den dér svada nogensinde ikke skulle gøre noget ti gange så pinligt.

For fanden i helvede, så hold dog kæft Line, din dumme kost. Men nej. Det kan jeg bare ikke. Og måske af samme grund kunne Aalborgdronningen huske mig fra Zulu Comedy Galla, hvor jeg jo også havde holdt en tale, der flød så effektivt som Golfstrømmen stadig gør det. Jeg tager gerne én for holdet og og lader talestrømmen stoppe, hvis det betyder at vi kan bevarer Golfstrømmen. Altså I ved, hvis vi kun kan beholde én. Men at min talestrøm stopper er jo snart lige så urealistisk, som at Golfstrømmen fortsætter i uændret tempo for evigt. Desværre. For jeg kan ikke styre mig. Jeg forsøgte virkelig. Det gjorde jeg, mor. Men dronningen af upfucks abdicere tydeligvis ikke foreløbigt. Gud bevare Golfstrømmen.