Min personlighedsspaltning

‘Så-man-skal-opføre-sig voksent-når-ens kæreste-har-to-børn-looket’

Umiddelbart tænker jeg, at ’parenthood’ er noget, der bliver født lige imellem baby og moderkage. Problemstillingen her er, at jeg aldrig har født en baby, og så vidt jeg ved heller aldrig bagt den form for kage. Det siger egentlig heller ikke så meget, for jeg tror, at det eneste jeg har præsteret på den konto mere må siges at være præsteret fra Dr. Oetkers side af bagebordet.

Men hvad gør man så, når man pludselig skal være en forældre-rolle for nogen? Når man bliver kastet direkte fra tequila-baljen ned i forældregryden, hvor Dr. Oetker er et skældsord og kun den mest økologiske spelt er god nok? Jeg håber, at jeg en dag finder ud af det. Indtil videre har jeg forsøgt mig med en mindre personlighedsspaltning.

Der er Line, der er ude med sine veninder hele natten. Danser på bordene, synger med på Eran DD, drikker øl og føler at hun er 17 år. Ok, det lød mere trist end lykkeligt – but trust me, det er pænt lykkeligt, for jeg er altid akkompagneret af mit væld af ualmindeligt dejlige veninder.

Der er Line, som er nogens datter og som stadig ringer til mor og far, når det går op for hende, at det med forsikring ikke havde noget som helst at gøre med et engangsbeløb, og som stadig spørger sin mor, om hun må slikke dejskålen.

Og der er Line, som siger til hendes kærestes børn, at de skal huske at yngste-bonus skal tage en lyserøde madkasse og ældste-bonus skal tage den blå. Og lige inden blev hun irriteret over, at yngste ikke har ryddet op på det lille kemiværksted hun har arrangeret på spisebordet, og at ældste ikke allerede har taget gårsdagens madkasse op af tasken.

Det er en ret akavet balancegang, og jeg ville falde direkte ned fra linen og brække halsen, hvis jeg nogensinde skulle balancere alle tre liner i samme rum. Tror jeg. For de ligner ikke hinanden overhovedet. Men jeg vil ikke undvære nogen af dem

Jeg får mig selv fremstillet som den sureste bonusmor nord for Tyrol. Men begge bonusser er ok med min tilstedeværelse. Ældste sender ugentlige ’hey, love you’-beskeder på Messenger, og yngste ringer når hun er i klub og siger at hun savner mig, inden hun fortæller om sin dag. De er den største gave jeg har fået. Okay, mit hjerte var også en ok nice gave, så jeg kunne holde mig i live. Men jeg elsker dem helt ind i knoglerne.

Men mine knogler har intet at gøre med deres. Mit DNA har ikke afgjort hvordan deres skulle se ud, og det er ikke indkodet i mit DNA at elske dem. Heldigvis forholder det sig sådan, at det gør jeg.

Men jeg lå ikke på Riget en marts-eftermiddag og følte at det her var vigtigere end alt andet. Og der blev ikke lige pludselig skabt noget i mig, der for evigt ville være en del af min samlede person. Jeg blev ikke et nyt menneske af at få en baby i hånden.

Jeg blev til endnu et menneske, da jeg mødte to piger på – dengang – tolv og otte. Et menneske som fra den ene til den anden dag veg bort fra Dr. Oetker dej-skålen og overdrog ren-slikningsarbejdet til de rigtige børn. Jeg har tilmed engang bagt dem en banankage. Fra bunden.