Kvinden jeg deler min mand med har gjort mig til et lidt bedre menneske.

 

Indeholder reklame

Som den trofaste læser måske har bemærket, har jeg ikke været bleg for en bitter kommentar i den moderne feminismes retning. Jeg har nogle issues med den. Jeg er træt af kvinder, der opfører sig som ofre og klager over ikke at blive behandlet som krigere. Du må godt opføre dig som offer, men så skal du også gerne ville pylres og nusses lidt om, mens en omsorgsfuld person ud af empati kalder dig en stakkel.

Jeg var derfor ikke videre imponeret, da Majbritt Maria Nielsen proklamerede, at hun ville sende mig sin bog. Jeg troede Søsterskriftet var et moderne feministisk manifest. Ikke noget jeg havde brug for, og ikke noget jeg havde tænkt mig at læse. For hvorfor skal en alt for pæn dame, komme at belære mig om at være kvinde? Jeg kan godt finde ud af det, Søster Lystig! Her vil jeg gerne slå et slag for, at kvinder ikke skal fake. Så det gjorde jeg sgu ikke. Jeg skrev ikke forventelige flosker som – bevares andre ville måske kalde det almen dannelse og høflighed – ”Tak”, ”Det er sødt af dig”, eller ”Det vil jeg glæde mig til”. Nej så meget imponering kunne jeg dårligt udvise, hun fik en ”jeg holder øje med posten”. Jeg er nemlig ikke en kvinde der faker.

Til gengæld er jeg alt muligt andet, som hun beskriver i sit Søsterskrift. Må jeg her indskyde, at det måske var titlen, der var rod til skepsis og udeblivende imponering. Jeg har kun én søster nemlig. Så vidt jeg er orienteret, i alt fald. Jeg føler ikke jeg er en søster. Til andre end Rikke. I lang udstrækning måske til mine bonus-søstre Emilie og Mette. Men ikke andre damer. Jeg er nemlig hverken nonne eller rødglødende feminist, og det er måske de to nicher der i min optik har kaldt deres damer for søstre.

Men altså, jeg læste bagsiden, og det affødte at jeg indenfor tolv timer også havde læst halvdelen af bogen. Jeg er nu klar til at underskrive dokumenter som ”Søster Line”. For efter bogens forstand, er jeg sgu også søster til Majbritt. Og til alle dem der læser den her blog.

Jeg ved det, fordi jeg ved, at alle der læser det her, vil elske Søsterskriftet fireogtredive procent højere end bloggen. Det er derfor rigtig øvturs-agtig at måtte henlede jer til en dame, der skriver sjovere og bedre end undertegnede. Men vi er heldigvis ikke i konkurrence, for hun har ingen blog. Og jeg har ingen bog. Og selv hvis vi var, er jeg enig med bogen om, at det er mere klædeligt at vi kvinder bakker hinanden op. Majbritt og jeg deler en mand. Jeg skal giftes med ham, hun er lykkeligt radiogift med ham. De laver morgenradio sammen hver dag, og på en gennemsnitlig uge har hun mere af hans tid end jeg.  Men udover det deler vi også 300 siders sandheder om det at være kvinde, have ondt, være forelsket, være lykkelig og prøve på at være voksen. Og jeg vil fandeme gerne dele dem med jer også.

Det virker måske banalt og mere floskel-agtigt end førnævnte høflige fraser. Men for hvert kapitel sad jeg med den der følelse, som litteraturen jo skal give én, hvis den håber på at kunne noget overhovedet, i den bredeste forstand. ”Fuck mand, det er det dér Juliane og jeg har talt om 174 gange, og aldrig rigtig har formået at formulere så begribeligt”. For hvert emne hun tager fat i, tænkte jeg på noget, jeg havde talt om med én af mine lidt for mange veninder, og følte at det var min søsterlige pligt straks at løbe i boghandlen og købe et rødglødende eksemplar til hende for at sende det med post nord til hendes adresse med det samme. Så kunne hun måske have den om en halvtreds dage.

Men det ville ikke gøre noget, for den er stadig aktuel om halvtreds dage. Den er for den sags skyld aktuel, når min endnu ikke undfangede datter fylder 18. Og jeg kan fortælle jer, at jeg kommer til at have det med den bog, som indremissionske har det med biblen. Der skal reciteres før påbegyndt måltid eller samleje. Det bliver måske svært at håndhæve det sidste kan jeg godt se.

Jeg burde ha’ råbt og skreget af glæde, da bogens afsendelse blev annonceret, og I burde råbe og skrige, over at I har mulighed for at læse den. Det her er ikke noget nogen har bedt eller betalt mig for at skrive, det er ikke noget jeg skriver fordi jeg er veninder med Majbritt: jeg kender hende ikke, og jeg blev Facebook-venner med hende for tyve minutter siden. Det er noget jeg skriver, fordi bogen gjorde mig til et lidt federe menneske at drikke øl med, og det tror jeg, I alle vil blive af den.

Kvinder har brug for at læse den her bog. Den er så klædelig, kærlig, rørende, sjov og lige præcis den opsang og enighed, vi ikke vidste, vi manglede. Jeg tror, den kan samle os lidt, og det har vi brug, når vi ikke lader til at kunne stoppe med at bitche over kvinder, der ikke har gjort andet end at være pænere end os selv. Kan vi ikke lige læse den her og snakke om den, mens vi drikker for meget vin og så blive enige om, at Majbritt Maria Nielsen, du selv og mænd, der ikke behandler dig som det tømte og fedtede vinglas foran dig for at lokke dig til Østerbro klokken askebæger en lørdag nat, fordi det kun er lige nu han har tid og hård fallos, er helt vildt fantastiske.

Sidstnævnte persona udgør kun ét af mange kapitler, der beretter om ting vi kvinder er til fals for, men som vi skal lære at elske os selv højt nok til at grine af.

I har ikke tid til at læse min blog længere, for I skal i gang med at læse den bedste bog, I harlæst i år. Hvis du ikke har købt den endnu, kan du gøre det her.