Lørdag: fake-blindtarmsbetændelse, æggestokke og fingre i nummi.

Jeg har sjældent fået så mange søde beskeder, som jeg gjorde i weekenden, hvor jeg blev indlagt. I, mine søde følgere, har simpelthen alle sammen været skide søde til at skrive ’God bedring’, og derfor vil jeg selvfølgelig også lige fortælle jer, hvad der egentlig skete i lørdags.

Jeg vågnede før fanden fik sko på, og det gør han altså først engang efter 10, om lørdagen, hjemme hos mig. Klokken 06 var derfor et ganske forskrækkeligt tidspunkt at vågne på. Måden jeg vågnede på, kan man vist nok sige var mindst lige så forskrækkelig. Jeg har som bekendt haft mit fair share af smerter i maveregionen (Hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om skal du læse det LIGE HER). Men jeg vågnede med en helt ny og eksotisk form for smerte. Den var meget mere syd på, og det føltes lidt som om nogen havde most en monster aubergine op igennem den vaginale åbning, og nu var den stuck lige under navlen, lidt til højre. Jeg havde så freaking ondt. Jeg prøvede at gå på toilettet og kom af med både det ene og det andet. Ja, tis og blomster – for jeg er jo en pige, ik’? Det hjalp ik’ og en ski. Jeg begynder ligesom at hyperventilere lidt, fordi min krop havde det så unice, og Lasse fabler om sygehus og læger og alt det jeg hader aller mest at beskæftige mig med. Men da også min svedproduktion opnåede hidtil ukendte højder gav jeg efter, og sagde at han da bare kunne ringe efter den freaking læge. Ret hurtigt kommer den freaking læge så, og ret hurtigt derefter er jeg på vej til det freaking sygehus.

De tror selvfølgelig det er blindtarmsbetændelse. Det er i højre side i nederste del af maven. Spoiler alert: det var ik’ blindtarmsbetændelse. Men de vil gerne lige udelukke alt andet før de opererer på mig, da de er jævnt nervøse ved at sætte kniv og gaffel i sådan en hjertetransplanteret sag som mig. Min krop er lidt mere porcelænsagtig skrøbelig, og da jeg får solide mængder immunhæmmende medicin, er alting lidt mere risikospækket. De har som sådan ikke lyst til at fucke op. De lægger derfor læge og stue til en mere eller mindre bizar gynækologisk undersøgelse, for det kunne jo være fødemaskinen den var gal med.

Når jeg siger mere eller mindre bizar, er det fordi jeg stadig ligger på akutafdelingen. Altså ikke et rum, der som sådan er tiltænkt gynækologiske undersøgelser. Men der kommer en herlig briks med ben-bøjler ind i det tarvelige rum og jeg smækker de lange sataner, jeg er udstyret med, op i bøjlerne. Lyset er heller ikke lige, hvad det burde, så der står en sygeplejerske og peger lampen lige op i eventyrland på mig. Sindssygt behageligt. Efter at have brugt de metalliske apparater os kvinder bare æææælsker at få jaget op i os, går han videre med fingrene. Den havde jeg sgu ik’ lige prøvet før. Altså fra en læge. Sluttelig fortæller han mig, at han lige lister fingeren op i bagenden, så han kan se om alt er A-Okay i den modsatte indgang. Det siger han det er. Han siger også, at mine æggestokke nok ikke er helt A-Okay, så jeg skal til Roskilde, hvor de har en lidt mere optimal udstyret gynækologisk afdeling.

Inden jeg når så langt, skal jeg lige tjekkes af en kirurg først.  Og selvom jeg prøver med mit mest bedende blik, at overbevise ham om, at en almen læge lige har konkluderet at alting var ganske glimrende i bagpartiet, er der åbenbart ingen vej udenom at mister kirurg også lige propper ind finger op til et numse-tjek. Vi ender altså på to fingre i bagudgangen, fra to forskellige læger indenfor en time. Også han kan naturligvis konstatere, at der ingen problemer er at spore i denne region. Så jeg kommer til Roskilde.

Efter cirka to pragtfulde timer i venteværelse, kommer en kvindelig gynne og henter mig. Bare lige for at lægge kortene på bordet er klokken nu ved at nærme sig de 13, og mine smerter har IK’ været aftagende siden kl. 06. Hun propper en ultralyd scanner op i den kvindelige indgang – min numse virker altså nu endelig til at gå fri – og konstaterer at jeg bare er skide godt kørende med både livmoder og æggestokke. Hun tænker det er blindtarmsbetændelse. Hun vil dog også gerne lige have lov at tjekke min – yup, you guessed it – nummi. Tredje finger finder altså vej derop inden kl 14. Sikke en lørdag.

Jeg kommer så tilbage til Køge, med beskeden om at det er blindtarmsbetændelse, og alt underlivsorienteret er nu udelukket. Jeg ankommer og bliver henvist til afdeling A2 – som er almen kirurgi, så vidt jeg husker. De fortæller mig, at de har tænkt sig at fjerne min blindtarm inden midnat. På det her tidspunkt er klokken omkring de 15, jeg har stadig ikke indtaget så meget som et glas vand på denne hellige lørdag, og de fortæller mig at sådan skal de fortsætte. Det er jeg sgu indforstået med. Jeg vil gerne ha’ fjernet de svin der skaber de her dræber-smerter i mit underliv, og man skal selvfølgelig faste op til en operation. Jeg er cool og indforstået, og min væskemangel har skaffet mig en gedigen omgang hovedpine. Med andre ord: jeg er på toppen.

Omkring kl. 21 er jeg stadig ikke i nærheden af en operationsstue til trods for at mine smerte nu er så sindssyge at jeg ikke rigtig synes noget er grineren mere. Jeg får derfor en heftig gang morfin, ind i den venflon (et drop med adgang til blodårene) en sød og kompetent sygeplejerske lagde på mig i første forsøg, tre timer forinden.

Jeg er lidt af en sygehus-connaiseur, og har vel fået lagt i omegnen af 500 venflon igennem mit liv. Det lykkes bare altid først forsøg nummer shock fordi mine årer er så utydelige, så jeg var relativt vild over, at hende her mirakelmageren klarede den i første hug.

Nå, den her morfin skaber jo samme situation som morfin ofte gør så jeg falder totalt i søvn. Kl 22 bliver jeg vækket, og nu skal jeg sgu hen og hugges lidt i. Jeg skal lige tisse af, og mens jeg gør det begynder det at stå ud af mig fra munden også. Morfin er en satan, og det er faktisk også det eneste min tomme mave har at kaste op af, så det var jo bare en fantastisk lækker præ-operations snack.

Det ender med et større virvar, for jeg kan ikke rigtig blive lagt i narkose så længe jeg kaster så meget op, og de tænker derfor på, om de skal lade en anden patient komme foran mig. Det kan jeg simpelthen ikke magte, så jeg præstere at stoppe min munds morfin-strøm. Eller, der var nok bare ikke mere morfin at spytte ud.

Jeg kommer over på operationsstuen, og møder altså de sødeste søde sygeplejerske. Jeg er på det her tidspunkt jævnt labil. Det har ikke noget med operationen at gøre. Den er jeg faktisk piss’ ligeglad med. Jeg har overlevet langt mere omfattende af slagsen. Men min morfin har gjort mig lidt snalret, og jeg er kommet i den tro, at Lasse og jeg er uvenner. Det var hallucinationer, ikke virkelighed. Men jeg begynder at græde midt på operationsbordet, mens jeg egentlig skulle ligges i narkose. Sygeplejerskerne er så søde. De aer, og trøster mig, og jeg beretter om hele dem falske ulykkelighed alt imens nogle anæstesisygeplejersker ligger et hav af venflon i mine arme. De ville gerne lige være på den sikre side med sådan et hjertetransplanteret korpus. Den her gang går det selvfølgelig som det plejer. De kan ik’ ramme. Sådan kører det i et lille stykke tid indtil de får lagt nogle årer-adgange, og jeg kan blive lagt i narkose. Sygeplejerskerne snakker med mig om sommerferie, Tenerife, kolde drinks, swimming pools og andre ting jeg bryder mig om, indtil jeg er out.

Jeg vågner på opvågning omkring midnat, hvor jeg er den eneste patient med to mindst lige så søde sygeplejesker, som giver mig mindst en liter saftevand, der alligevel ikke er hvad jeg på det tidspunkt vil kategorisere som nok væske.

Lasse kommer ind for at hente og se til mig, og vi får at vide at det sletter ikke var blindtarmsbetændelse. Jeg havde haft en stor cyste på min æggestok, som var sprunget og havde efterladt en blodansamling i bughinden. Den er sart, og det gør nas, hvis der er noget i den region, der ikke skal være der. Det havde de så fjernet og det hele var sgu gået overordenligt fint.

Jeg kom hjem samme nat, totalt narkose-omtåget, og jeg kan faktisk ikke lige huske forløbet omkring at jeg kom hjem. Næste morgen kom min far (Nej sgu da, ikke Lasse) og hentede mig, kørte mig til Silkeborg til sygepasning ved min moder. Det virker måske lidt barnligt når man er 26, men Lasse står i arbejde til halsen, og min mor kunne tage et par fridage, så det var lige som den bedste løsning på, at jeg kunne få noget Ribena leveret på sengen i døgndrift.

Nu kommer jeg lige lidt ovenpå, og mine mavemuskler, der føles som noget der er revet helt over får en chance for at vende tilbage til normalfunktion her i mammas gæsteværelse. Og altså. Selvom man er 26, og selv hvis ens kæreste havde fri, så kan jeg umuligt være ene om, at føle at der ikke rigtigt er noget som moar når man er syg? Det kan være fordi min har været sygeplejerske, og det kan være fordi hun er exceptionelt god, til det der med at købe de snacks man elsker, uden man skal spørge hende først. Jeg synes i hvert fald mor er tre procent bedre end alle andre når jeg er syg.